Klienters erfaringer

Klienters erfaringer

At være i naturterapi hos Hanne i et helt døgn, var en sanselig og berigende oplevelse på flere planer.

Jeg oplevede det som en ydre opdagelsesrejse i skovens smukke katedral, der igennem sanselige indtryk og nysgerrige spørgsmål fra Hanne, åbnede døren til min indre verden.

Det at naturen er – lige nu, lige her, som en metafor for mit indre landskab, oplever jeg som helt særligt; at jeg kan røre ved den, dufte til den, mindes, at det jeg tiltrækkes af spejler mine mest sårbare sider/personlige udfordringer, samt viser mig mine styrker og ressourcer. At jeg får mulighed for og opmuntres til, at handle på minderne nutidigt – genoptage det glemte eller gøre noget andet end det jeg plejer, er for mig en helt ny dimension ind i mit indre udviklingsarbejde.

Der er noget gennemgribende i fysisk at bestige ”mit indre bjerg”, at jeg kan genfinde styrken ved at gå til toppen, få overblik og stå i vinden, mens jeg favnes af solen og giver kroppens reaktioner plads til at være. At jeg kan læne mig op af et træ, der ubetinget holder mig – lige så længe jeg har lyst. At jeg kan mærke hvor blødt bladet aer min kind – jeg skal ikke leve op til noget. At jeg kan spille forskellige toner på barken fra et træ – genskabe glæden ved musikken. At jeg kan genfinde min klatreglæde og noget af den styrke, frihed, nysgerrighed og umiddelbarhed jeg havde let adgang til engang. 

Naturen holder rummet.

Hanne holder rummet.

For mig.

For mine processer i et helt døgn. Det er kun mine egne forbehold, der sætter grænsen.

Der er rum til alle mine facetter og farvenuancer; også dem jeg har lyst til at gemme længst væk, dem jeg frygter for at vise frem, de tanker jeg ikke tør sige højt, de følelser der banker på, for at blive mødt.

Jeg møder ingen fordømmelse. Kun min egen.

Der er åben himmel. Højere end højt til loftet. Fuglefløjt i ørerne. Modvind og solskin. Frost og forår.

Et ligeværdigt menneske-møde med nysgerrighed, tryghed, nærvær, forståelse, empati og omsorg.

Der er PLADS - til at være autentisk, ærlig, til at fylde, udfolde, græde, grine, tale, trække sig, tage pauser, udtrykke behov, sætte grænser, give slip, skabe nye stier og gå nye veje.

Jeg føler at jeg har fået hjælp til at skabe et kort over mit indre landskab, som gør det lettere for mig at navigere. Nysgerrige har vi udforsket hvad mine indre historier omhandler i forhold til mig selv og mine relationer og hvordan de kommer til udtryk i handlemønstre, som jeg ønsker at forandre, for større udfoldelse og glæde i mit liv. Jeg har fået større forståelse for hvor jeg kommer fra, hvorfor min krop reagerer som den gør, hvordan jeg kan drage omsorg for den og samtidig sætte kursen i den retning jeg gerne vil.

Et helt døgn, med mig i centrum, det mindes jeg ikke at have prøvet før. Det har givet mig stof til eftertanke, pirret til fastgroede overbevisninger og ladet mig forstå, at der ikke er noget i mig der skal forsvinde, men at visne blade og gammelt træ kan formulde og omdannes til nyt liv, så nye frø kan spire.

Jeg føler mig stadig dybt taknemmelig og beæret. Tak Hanne, fordi du ville tage del i min ”naturlige” udviklingsrejse, støtte mig i mine processer, samt til udfoldelse af landkortet for mit indre liv.

Sara
Klient ved Naturkompasset